
Roskildes fortovs-restauranter slipper nu alligevel for at skulle betale stadeleje, mens de har været tvangslukkede af regeringen under corona-krisen.
Onsdag havde kommunens afdeling for veje og grønne områder ellers udsendt opkrævning for denne periode, hvilket fik flere af byens restauratører til at henvende sig til Roskilde Avis.
Efter avisens henvendelse til kommunens ledelse tidligere torsdag, meddelte chefen for Veje- og Grønne Områder, ingeniør Ivan Hyllested kort tid efter, at naturligvis skal de ikke betale for det.
– De skal bare se bort fra denne regning, som er udsendt ved en fejl, fortæller han.
Ifølge Ivan Hyllested svarer det til den samme praksis, som Roskilde også har fulgt overfor restauranter, der bor til leje i kommunens ejendomme. De har ligeledes fået eftergivet deres husleje for perioden under corona-lukningen.
Eftergivelsen af denne gæld skal endeligt godkendes af byrådet som kommunens højeste myndighed. Men her bliver der ikke noget vrøvl, da bystyret vil gøre alt for, at Roskildes restaurationer og øvrige virksomheder overlever så godt som muligt.
tk