Roskilde-kunstner sprang til på afbud: Brolykke på RO’s Torv

Foto: Jan Partoft

Roskilde kunstneren Jan Brolykkes værker har det med at poppe op de mest uventede steder. Seneste tilfælde er på RO's Torv, hvor han slog til, da der kom afbud til Roskilde Kunstforenings månedlige udstilling på centerets torv.

– Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til, da jeg blev spurgt, siger Jan Brolykke.

– Egentlig var det først meningen, at jeg skulle udstille her i løbet af foråret. Men når man har noget man gerne vil vise frem, så er det med at slå til, hver gang man får chancen.

Faktisk kan Jan Brolykke byde på en dobbeltudstilling på RO's Torv, for han har også nogle billeder udstillet hos tøjforretningen Luciano Grosso.

– Her kan man se nogle af mine billeder, hvor jeg leger med portrætgenren. Normalt er min udtryksform abstrakt, siger Jan Brolykke.

Jan Brolykke har været aktiv i Roskilde Kunstverden i mere end 20 år. Blandt andet har han været med til at danne grupperne Abstra og LABR. Sidstnævnte drev også galleri, først på Dronning Margrethes Vej og siden i Gasværket på Vindeboder 1. Nu har han egen enmandsvirksomhed, og har værksted i Atelier Under på Spritfabrikken.

– Her er jeg sammen med 10 andre kunstnere om at dele lokalerne. Vi har hver vores bås og så et stort fællesområde, siger Jan Brolykke.

– Det giver et godt samspil mellem de forskellige kunstnere både socialt og fagligt.

Jan Brolykkes udstilling på RO's Torv kan ses i resten af december.