Ros til politikerne for hurtig handling

Advarsel! Dette indlæg indeholder positive budskaber.

Det er ikke nogen hemmelighed, at min kone og jeg har en kedelig og grim sag kørende mod kommunen, og ja – det er omkring børn.

Da rapporten fra socialtilsynet kom med deres anbefalinger og kritikpunkter, stod vi bare og rystede på hovedet og kiggede på hinanden, mens vi i kor sagde: Ja, hvad sagde vi?

På kommunalbestyrelsesmødet vedtog man den såkaldte genopretningsplan for området. Det er ikke nogen hemmelighed, at vores første tanke var: Ja ja lad os nu se, for det ender jo nok som det plejer. Det bliver ligesom at parre en elefant. og man ser først resultatet efter to år.

Vi kan – som part på området – se, at der allerede nu er sket store fremskridt. Friske kræfter er kommet til og ser på området med helt anderledes øjne og holdninger end før. Det er vi som forældre jo glade for.

Så kort fortalt vil vi gerne have lov til at rose politikerne for at have handlet på det meget store, problemfyldte område og for, at der efter så kort tid allerede nu kan ses fremskridt i enkeltsager.

Men kære politikere! Bare fordi vi nu overbringer en god nyhed, er det ikke ensbetydende med, at I nu kan læne sig tilbage og slappe af! Der er stadig lang vej endnu, men dejligt med en god start på projektet.

Lise-Lotte og Christian Hoffmann Nielsen

Jernbanegade 4a, 4. th.

Store Heddinge