Røveri skulle betale gæld

15 måneders fængsel til mand, der bevæbnet med kniv røvede Allerød Posthus 2. april

Foto: Peter Klar

En 22-årig mand har ved retten i Hillerød erkendt, at det var ham, der 2. april omkring kl. 11.50 begik røveri mod Allerød Posthus, hvor han bevæbnet med en kniv truede to medarbejdere til at udlevere 12.750 kroner i kontanter.

Han blev idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel.

Kniven havde en mere end 12 centimeter lang klinge, og manden blev således dømt for både røveri og overtrædelse af våbenloven.

Manden begik røveriet, mens han havde udgang fra afsoningen af en anden dom i Jyderup Statsfængsel.

Under retssagen forklarede han, at han skyldte 70.000 kroner til en anden person, hvis navn han ikke ville oplyse.

Den dømte er afhængig af hash, kokain og amfetamin.

Natten før røveriet havde han overnattet hos en kammerat, hvorfra han tog til Allerød Posthus og tak en nylonstrømpe over hovedet, fik udleveret pengene, skiftede tøj og gav pengene videre.

Efter røveriet smed han kniven i en sø, fortalte han i retten.

Han er tidligere dømt, blandt andet for vold og tyveri.