Røveri endte med skyderi i Waves

Foto: Johan Monggaard
Politiet er på jagt efter de fire mænd, der onsdag formiddag begik røveri mod en guldsmedeforretning i Waves.
Politiet er på jagt efter de fire mænd, der onsdag formiddag begik røveri mod en guldsmedeforretning i Waves.

Greve: Fire maskerede mænd begik onsdag formiddag omkring klokken 11.15 røveri mod en guldsmedeforretning i Waves. To af røverne truede den 49-årige mandlige indehaver af guldsmedeforretning i Waves med en pistol-lignende genstand og oplyste ham om, at det var et røveri.

De to øvrige gerningsmænd knuste en udstillingsmontre i butikken, men indehaveren satte sig til modværge ved at kaste en bog efter røverne, hvorefter de alle fire hurtigt forlod butikken. En anden medarbejder, der havde opholdt sig i baglokalet, løb efter røverne i retning mod udgangen, men blev truet med en pistollignende genstand. Kort efter pistol-truslen under flugten afgav den ene røver et skud op mod loftet.

De fire røvere flygtede videre på to knallerter med to personer på hver knallert i retning mod Hundige station. Det fortæller Midt- og Vestsjællands politi.

Tre af røverne beskrives som mænd, formentlig med anden etnisk oprindelse end dansk, 185-195 cm høje, store og muskuløse. De var iført sort eller mørkt tøj. Den fjerde gerningsmand er i følge beskrivelse formentligt også af anden etnisk oprindelse end dansk. Han var iført en lys/beige jakke. Alle var maskerede med mørke eller sorte huer og hætter. Udbyttet fra røveriet er endnu ikke opgjort, og derfor kan politiet ikke oplyse, hvor meget der er blevet stjålet. Ved røveriet blev indehaveren så påvirket af truslerne, at politiet måtte tilkalde en ambulance til at køre ham til kontrol og eventuel krisebehandling på skadestuen. Ingen personer kom til skade som følge af det skud, som røverne afgav under flugten.

Midt- og Vestsjællands politi, Central efterforskning, Roskilde, vil gerne i kontakt med vidner og andre, der har gjort observationer på røvernes flugtrute, eller som kan bidrage med oplysninger om røvernes identitet. politiet kan kontaktes på telefon 114.