Stenløse Så er der igen lagt op til fest i Stenløse Bio, når der fredag den 17. september for anden gang er "Koncert i Biffen". Det er en gruppe unge musikere fra Egedal der står bag arrangementet. Første gang var i maj måned og nu er man klar igen.
"Da vi havde koncert første gang, kom der omkring 125 mennesker. Den her gang håber vi meget på, at der kommer over 200 gæster," fortæller Jonas Preisler, der er en af de unge fra Egedal, der får koncerterne op at stå.
Programmet står på Jazz, Rock, covermusik og hip hop. Det er grupperne "Passion of today", "Rodebutikken", "Eksperimentet", "See you Monday", "Funkmenharder" plus en overraskelse, som vil spille og underholde fra klokken 19.00 til midnat – altså i fem timer.
"Musikkerne kommer fra Egedal Kommune og fra Frederikssund Kommune. De her bands er rigtig gode, og der er virkelig potentiale i dem. Det er også derfor, vi holder de her koncerter. Hvis de skal komme frem og udnytte deres evner, ja så skal der laves nogle koncerter. Dem er der ikke mange af her i Egedal," siger Jonas Preisler.
Der er i alt 323 billetter. En almindelig billet koster 70 kroner. Hvis man køber en VIP-billet, ja så får man også fem gratis øl. Hvis man vil købe billetter, kan man ringe til Stenløse Bio, eller man kan gå ned til biografen og købe dem. Man kan også ringe til Jonas Preisler på 52 92 05 01.
"Jeg tror på, at det bliver en fed aften, og så er det fedt at spille i en biograf. Der er en rigtig god lyd og en god scene her i Stenløse Bio. Koncerten bliver også mere intim og vedkommende fordi salen ikke er så stor og det er fedt," siger altså Jonas Preisler.