Rimeligt at stole på musikere

Klitgaard: "Hvis Rambøll har taget fejl, kan vi jo pille lydpuderne ned igen"

Hvilken ekspert skal man tro på i debatten om lyden i kulturhus Trommens sal, når denne ud over klassisk samt pop- og rockmusik også skal kunne rumme biograflyd?

Spørgsmålet er igen aktuelt, efter at Hørsholm Kulturelle Samvirke (HSK) har allieret sig med akustiker Niels V. Jordan, som i sin tid var med til at projektere salen.

Og han, Jordan, giver planerne om at forsyne salen med Flex Acoustics luftpuder en sønderlemmende kritik.

Ikke overraskende er Svend Erik Jensen, formand for HSK, enig med Jordan. På spørgsmålet, hvem af eksperterne man skal tro på i denne sag, siger han til Ugebladet:

"Jeg mener, at Jordan er den her i landet, der ved mest. En meget vidende mand. Men det er da et godt spørgsmål. Jeg mener også det er rimeligt at stole på musikere, der har spillet mange steder. Jeg er helt sikker på, at de har ret. Det går ikke, det her," siger Svend Erik Jensen med henvisning til, at adskillige musikere undrer sig over pude-løsningen.

Når eksperter – en række musikere og Niels V. Jordan på den ene side og Rambøll på den anden – er uenige, må det vise sig, hvem der får ret, lyder det fra Henrik Klitgaard (R), næstformand i Sport-, fritid- og kulturudvalget.

"Hvis det kan dokumenteres, og Rambøll siger, de har taget fejl, må vi jo pille det ned igen," lyder det fra Klitgaard.

Svend Erik Jensen opfordrer imidlertid Sport-, fritid- og kulturudvalget til at sætte sig sammen med Niels V. Jordan og Rambøll.

"De bør konfronteres med dette," mener Svend Erik Jensen.

Det kommer ifølge Henrik Klitgaard ikke til at ske.

"Jeg har respekt for eksperter, men jeg henholder mig til de garantier, vi har fået. Min opgave er at tilgodese flest mulige interesser i dette her," understreger Henrik Klitgaard.

Deltag i debatten på Ugebladets facebook-side.