Rigtig mange køber sig til rene vinduer

Når vinduerne skal pudses, vælger mange at betale en vinduespudser, viser ny undersøgelse

people, housework and housekeeping concept - happy woman in gloves cleaning window with rag and cleanser spray at home
people, housework and housekeeping concept – happy woman in gloves cleaning window with rag and cleanser spray at home ©Syda Productions – stock.adobe.com

Simon Johansen, Bolius Boligejernes Videncenter

bolig Når vinduerne skal vasket og pudset, er det langt fra altid os selv, der finder skraber, indvasker og viskestykker frem. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Bolius i november 2018.

Undersøgelsen viser, at to tredjedele af danskerne enten selv vasker vinduer eller lader deres partner gøre det. Men 28 procent vælger en vinduespudser til at fjerne skidt fra ruderne.

Ifølge tal fra Dansk Service, som er en brancheforening for danske rengøringsfirmaer, ser det ud til, at flere og flere danskere køber sig til rene vinduer. I hvert fald er der i dag 867 fuldtidsbeskæftigede vinduespudsere, men der i 2010 kun var 610.

Ifølge Bolius' YouGov-undersøgelsen er det især dem med høje husstandsindkomster, der benytter sig af vinduespudsere, mens de unge mellem 25 og 34 år overvejende får familien eller venner til at hjælpe sig.

Der kan være flere årsager til at ringe efter vinduespudseren, forklarer Anne Grete Rasmussen, der er rengøringsekspert i Bolius.

"Hvis du har travlt, enten med familie eller arbejde, så kan det være svært at finde tid til vaske og pudse vinduerne. Det kræver ofte nogle timer, især hvis der er mange vinduer i boligen. Derfor vælger nogle nok at købe sig ud af det, hvis de har pengene til det," siger Anne Grete Rasmussen.

Hun forklarer, at en vinduespudser kan klare vinduerne hurtigt og effektivt, og det behøver ikke koste så meget.

Før du laver en aftale med en vinduespudser, er der et godt råd:

"Jeg giver altid det råd, at du skal sige til vinduespudseren, at du kun skal have vinduerne pudset denne ene gang. Efter den ene gang kan du så overveje, om det var pengene værd, om vinduespudseren gør sit arbejde ordentligt, og om du skal lave en fast aftale med vedkommende," siger Anne Grete Rasmussen.

Det kan dog være en fordel at lave en abonnementsordning med din vinduespudser. En rundringning blandt vinduespudsere i hele landet, som Bolius har lavet, viser, at det er langt billigere at få pudset vinduerne i din bolig, hvis du har et abonnement hos vinduespudseren.

Bor du eksempelvis i et etplanshus med 12-15 almindelige vinduer, vil det koste fra 120 til 200 kr. at få pudset vinduerne, hvis du vel at mærke er abonnent. Det vil sige, at du får pudset vinduerne af samme firma regelmæssigt, måske en gang om måneden. Hvis du kun skal have vinduerne pudset én gang, vil det koste mere. Nogle gange dobbelt så meget.

Priserne for vinduespudsning svinger meget. Nogle større firmaer tager 500 kr. for samme type hus, som andre steder koster 120 kr. Derfor er det en god idé at ringe rundt til forskellige vinduespudsere og forhøre dig om prisen.

Grunden til, at vinduespudseren i nogle tilfælde kan gøre det til 120 kr., er, at dit hus ligger på ruten, og at du får rabat som abonnent.

Prisen afhænger dog også af, hvilke vinduer du har. Dannebrogsvinduer, hvor der i princippet sidder fire vinduer i ét vindue, vil koste væsentligt mere. I mange tilfælde vil det betyde, at prisen bliver 50 procent højere end vinduer, som består af én rude.

Prisen afhænger også af, hvor du bor. Hvis du bor langt væk fra vinduespudserens rute, vil det tage vedkommende længere tid at køre ud til dig, og det vil afspejle sig i prisen. Det koster også normalt mere, hvis det er svært at komme til vinduerne. Det kan for eksempelvis være, at der vokser en stor tjørnehæk foran vinduet.

Det vil også koste mere, hvis vinduespudseren skal til at finde stigen frem, hvis du fx har vinduer på førstesalen.

Billede 1: Flere vælger at få deres vinduer pudset af en vinduespudser. 28 procent af danskerne lader skraberen ligge og bestiller en vinduespudser til arbejdet.