Revisorer i Greve går sammen for at styrke væksten.
To lokale tal-knusere går sammen i kontorfællesskab, der er gearet til vækst. Visionen er at skabe et konsulenthus med økonomisk rådgivning i øjenhøjde.
Det er ikke kun børn, der får nye venner i børnehaven og skolen. Også forældrene kan falde i snak og danne venskaber, der udvikler sig over årene. Sådan er det gået for to af lokalområdets kendte tal-knusere, Boye G. Rynord og Steen Fugmann, der oprindeligt mødte hinanden gennem deres børn, som gik i børnehave sammen.
Siden har de så med jævne mellemrum mødtes i et hav af netværk, og nu har de fundet tiden inde til at realisere en fælles vision inden for deres professionelle virke.
Fra løse samtaler til mere konkrete idéer begyndte de to revisorers fælles vision om et professionelt konsulenthus, der fokuserer på økonomisk rådgivning i øjenhøjde, stille og roligt at tage form.
– Udgangspunktet for vores drøftelser var et fagligt ønske om at betjene vores kunder på en måde, så de altid føler, at de får ærlig, troværdig og kompetent rådgivning – uanset om det er den lille håndværksmester eller den store produktionsvirksomhed, siger Steen Fugmann og Boye Rynord, der i hver deres virksomheder betjener store og små virksomheder i et geografisk spænd fra Helsingør til Skælskør. Privat bor de begge i Greve, og rigtig mange kunder bor da også i en 20-30 kilometers radius fra det nye domicil, der ligger på Korskildeeng 4 i Greve. Et andet fællestræk for de to professionelle rådgivere er, at de begge tænder på faglige udfordringer og ikke mindst på at tale med mennesker.
– Det er jo altid et menneske, vi taler med, ikke en bygning, som Boye Rynord illustrerer det.
Det er mange forskellige typer virksomheder og ledere, der kommer til Rynord eller Fugmann og søger strategisk rådgivning og bistand til konkret opgaveløsning.
– Nogle har en forretningsidé og søger råd om, hvordan de kommer godt i gang med egen virksomhed. Andre er etablerede, men har undervejs i virksomhedens udvikling brug for sparring om, hvorvidt de skal vælge en ny selskabsform eller ændre strategi. Og senere i virksomhedernes forløb har mange af ejerne brug for rådgivning om, hvordan de generationsskifter eller har brug for bistand til de ofte komplicerede skatteregler, fortæller Boye Rynord.
Netop den type rådgivning har begge revisorer stor erfaring i på tværs af virksomhedsstørrelser og brancher, der omfatter ejendomsservice, håndværk, produktion, vognmænd og forsikringsmæglere samt mange andre faggrupper.
– Danmark er kendt for en stærk iværksætterkultur med mange ejerledede virksomheder. Det er også tilfældet her i lokalområdet, fortæller 59-årige Steen Fugmann, der startede som selvstændig revisor i 1988.
Han har i perioder siden da løst andre opgaver uden for branchen, når han fik en udfordring, han ikke kunne modstå, men vendte tilbage til sit gamle fag for syv år siden og har derfor mange års erfaring om virksomhedsdrift og ledelse fra begge sider af bordet. Med indflytningen på Korskildeeng 4 i Greve har de to revisorer fået et domicil, der er gearet til vækst. Og den er godt i gang, for allerede nu søger de en revisorassistent, der enten på heltid eller deltid kan bistå med bogføring og regnskabsassistance, budgetlægning samt andre økonomiske opgaver. Herudover er de åbne for generationsskifte med eksisterende revisionsfirmaer i området. Der er åbent hus i de nye lokaler for kunder, forretningsforbindelser og venner af de to revisionsvirksomheder fredag den 4. september mellem kl. 14-17.