Christian Schacht, Dagbladenes Bureau
Renault Scenic var først blandt de europæiske mpv'er, og den er stadig en af normsætterne, når det gælder praktisk indretning, selv om den til nytår bliver erstattet af en helt ny model. Grand Scenic, der kom på markedet i 2004, byder nemlig på fornuftige pladsforhold til en begrænset pris. Tager du de to bagerste sæder ud, så er der hele 513 liter plads til bagagen. Grand Scenic er, ligesom Zafira, en klassisk 5+2, hvor de to bagerste sæder ikke er af høj kvalitet. Til gengæld er der ikke så mange tekniske problemer som i tidligere Renault-modeller.
Platformen er fælles med Mégane, og først i 2004 kom syvpersoners udgaven. Som søstermodel til Mégane deler den teknisk skæbne med en solid og konventionel bil. Der er ikke meldt om alvorlige typefejl, den ruster ikke og kan holde til at blive brugt, siger Kenneth Andersen fra Bilbasen.
Priserne begynder på et lavere niveau end Opel Zafira, og du kan eksempelvis få en 2,0 benzin med 89.000 kilometer på tælleren til 166.000 kroner.
Under alle omstændigheder kører franskbrødet, Renault Grand Scenic, som på skinner – på godt og ondt
Den ligger klippestabilt, støjsvagt og med en affjedring, der gør selv den mest ujævne asfalt til en nystrøget skinnevej.
Er familien til langturskomfort, er Grand Scenic svær at slå. Til gengæld får chaufføren intet input fra den elektriske servostyring. Mage til sterilt styretøj skal man lede længe efter, og det føles mærkeligt gummiagtigt.
Grand Scenic er hele 23 centimeter længere end den almindelige Scenic. Alligevel virker den ikke meget større. Pladsen går nemlig til at klemme en tredje sæderække ind bagerst i bilen. Dermed kan Scenic transportere et håndboldhold plus træner og udstyr. Sportstaskerne skal dog være små: Med alle syv sæder i brug, sluger bagagerummet blot 200 liter, stort set som i Zafira.
De tre sæder i midterrækken kan længdejusteres eller klipses ud, og de bageste nødsæder kan elegant foldes ned i gulvet. Overalt er der små aflæggerum, og et ekstra vidvinkel-spejl gør det muligt at holde øje med uvorne unger. Mens alle kan holde øje med, om mor kører for stærkt på det centralt placerede speedometer.
Desværre er det decideret overlæsset med tal og informationer, så øjet mister overblikket.
Gearskiftet vil også få mange chauffører til at udstøde grimme gloser. Den tykke knop ligger perfekt til højre for rattet, men hold op, hvor er den genstridig.
2,0 benzinmotoren har 140 hk, men den lille 1,5 diesel er et fornuftigt valg, hvis du ikke har travlt. Alternativt er der fine 1,9 dieselmaskiner med 120 hk.