Remis i Tyrkiet

Lørdag eftermiddag spillede HB Køge sin første af tre træningskampe under træningsopholdet i Side i det sydlige Tyrkiet.

Kampen blev spillet kun godt et døgn efter at truppen var ankommet til bestemmelsesstedet.

HB Køges modstander var klubben FC Rotor Volgograd fra Rusland, og de to hold gav hinanden en udmærket kamp, hvor HB Køge fik mulighed for at møde to friske russiske hold – FC Rotor Volgograd udskiftede nemlig hele holdet i pausen, så 11 friske spillere kom i aktion.

Resultatet af kampen blev 1-1 efter HB Køge føring på 1-0 ved pausen på et mål af Martin Koch Helsted der omsatte et straffespark begået mod Liam Jordan i kampens 20. minut.

HB Køge spiller igen i dag, søndag kl. 16.00 dansk tid, hvor modstanderen er FC Istiklol – de forsvarende mestre fra Tadjikistan.

pm

Foto: Per Møller