
Kevin Magnussen har ytret sig optimistisk om chancen for at hente Formel 1-sæsonens første point i søndagens grandprix i Ungarn.
Men efter fredagens to træninger på Hungaroring blafrer det stadig i den regntunge vind, om det er realistisk.
Godt nok satte Haas-danskeren 12.-bedste tid i den første træning og kørte blandt andre fra teamkollega Romain Grosjean, som blev nummer 14.
Men den anden træning blev så våd en forestilling, at danskeren først kom i aktion med lidt over seks minutter tilbage af træningen og blot nåede en enkelt omgang – uden at få registreret en tid.
Han kørte ud på de såkaldte intermediatedæk, før han måtte konstatere, at asfalten stadig var for våd. Og derfor rullede han i garagen igen.
De fleste af de andre biler var kun i aktion i godt og vel de sidste 30 minutter af den halvanden time lange træningssession.
Og derfor sagde heller ikke deres resultater meget om mulighederne i den videre færd mod kampen om VM-point.
Seks andre kørere end Kevin Magnussen satte heller ingen tid. Blandt dem verdensmesteren Lewis Hamilton (Mercedes).
Anden træning endte således med en formentlig misvisende bedste tid til Sebastian Vettel (Ferrari) med 1.40,464 minutter foran Mercedes-køreren Valtteri Bottas.
I fredagens første træning lød Kevin Magnussens bedste tid 1 minut og 17,713 sekunder.
Lewis Hamilton og Valtteri Bottas var da hurtigst af de 19 kørere, som fik noteret en omgangstid.
De 14 sving på den 4,381 kilometer lange Hungaroring betyder ellers, at fart på langsiden ikke er lige så vigtig, som man har set det på Red Bull Ring i sæsonens to første løb.
Det bør i løbet være en fordel for Haas, der benytter en Ferrari-motor, som i sæsonens første grandprixer har givet problemer for flere Formel 1-mandskaber.
Magnussen har kørt Formel 1-løb på Hungaroringen fem gange. Danskerens bedste resultat er fra 2018, hvor han kørte i mål som nummer syv.
Fire gange er han endt uden for top-10 i Ungarn.
Hverken Magnussen eller Grosjean har hentet point i sæsonen endnu.
Efter to løb fører Valtteri Bottas samlet i VM-stillingen.
Lørdag køres sidste træning klokken 12, før kvalifikationen afvikles tre timer senere.
Søndag køres der om point fra klokken 15.10.