
Regeringen vil hæve straffen for vanvidsbilister, der ender med at slå ihjel i trafikken.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Helt konkret mener regeringen, at der skal kunne lægges 50 procent oveni straffen.
Det vil sige, at sager, hvor uagtsomt manddrab i dag straffes med fængsel i eksempelvis tre år, som udgangspunkt vil skulle straffes med op til 4,5 års fængsel.
– Vi har desværre set helt forfærdelige episoder, hvor vanvittige personer slår folk ihjel med deres sindssyge kørsel. Det er dybt tragisk og illustrerer behovet for, at hammeren skal falde langt hårdere end i dag, udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S).
Han vil i denne uge sende et lovforslag i høring, der indeholder strafskærpelserne. Lovforslaget forventes at blive fremsat til januar.
Samtidig har flere end 47.000 skrevet under på borgerforslag om, at der skal indføres minimumsstraffe for vanvidsbilister, der dræber.
Når forslaget formentlig opnår 50.000 underskrifter, skal politikerne tage stilling til det i Folketingssalen.
Regeringen præsenterede i februar i år et udspil mod vanvidskørsel.
Her var et af forslagene, at biler som udgangspunkt altid skal konfiskeres ved vanvidskørsel. Også selv om bilen er ejet af andre, for eksempel et familiemedlem til vanvidsbilisten eller et leasingselskab.
Bilen skal derefter som udgangspunkt bortauktioneres.
I øjeblikket er der forhandlinger med Folketingets partier om, hvilke initiativer der skal til for at stoppe vanvidsbilister.
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, siger, at straf næppe virker, når det handler om vanvidsbilister.
– Men nogle gange kommer straffen altså ud af trit med forbrydelsen, der begås, og det synes jeg faktisk, er tilfældet, når man sætter sig bag rattet og kører narkokørsel, voldsomt stærkt og chikanøst eller hasarderet, siger hun.
– Derfor giver skærpede straffe god mening i dette isolerede tilfælde, for man ved jo godt, at hvis man kører bil på den måde, så kan det gå så galt, at man kører ind i nogen, der dør, eller kommer alvorligt til skade.
Dansk Folkeparti bakker op om højere straf, men der skal mere til.
Partiet vil have minimumsstraffe på seks års ubetinget fængsel, og at Finanstilsynet skal godkende alle leasingselskaber, så bilerne ikke havner i forkerte hænder.
– Og så skal vi koble vanvidsbilisme sammen med udvisninger, sådan at der bliver grundlag for at smide udlændinge ud af landet, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.