Julie på 15 er lige blevet gift med sin voldtægtsmand. Virkelighedens historier er ikke for børn. Det ved de i Red Barnets lokalkomiteer over hele landet.
Bevæbnet med telefoner og tastaturer er lokalkomiteer nu gået i krig med at arrangere Red Barnets første landsindsamling, der finder sted søndag den 3. september under temaet børn i krig. Historien om Julie er en del af kampagnen.
Red Barnet har i mange år ønsket at få tilladelse til at afholde årlig landsindsamling i lighed med andre store organisationer. Det er endelig lykkes og arbejdet er i fuld gang.
En landsindsamling kræver et stort forarbejde, som Red Barnets frivillige er med til at løfte.
– Det er et meget spændende arbejde og sjovt at være fælles om en god sag. Men selvom vi er mange i Red Barnet, har vi brug for flere hænder. Vi søger masser af indsamlere i Veksø, Stenløse, Ganløse, Slagslunde og alle omegne. Alle der vil arbejde for verdens bedste sag, er velkomne, siger Sheila Ravn fra Red Barnet i Veksø. Der er skaffet lokaler til dagen.
– I Stenløse stiller Danske Bank lokaler til rådighed klokken 8-10 og 16-18. Og vi kan låne et lokale på Veksø Skole, siger Sheila Ravn.
– Der er 14 ruter i Veksø og omegn og 30 ruter i Stenløse og omegn. På mange ruter bør man gå to sammen, og en del af ruterne er sålangt ude på landet, at man bør have bil eller i det mindst cykel.
Overskuddet fra indsamlingen går blandt andet til Red Barnets arbejde med at hjælpe tidligere børnesoldater, hjælpe piger, der er blevet seksuelt misbrugt i forbindelse med krigshandlinger og sørge for uddannelse til børn i krig.
Det øvrige beløb fra indsamlingen går til Red Barnets øvrige arbejde for udsatte børn i Danmark, Grønland og resten af verden.
– At arbejde for børn er da verdens bedste sag, og derfor gør vi alt for, at indsamlingen til september bliver en succes. Vi håber, at folk i byen vil kigge forbi for at se og høre mere og gerne give en hjælpende hånd med, siger Sheila Ravn, Red Barnet i Veksø og Stenløse.
Man kan melde sig som indsamler hos Sheila Ravn på 47 10 84 08.
Red barnet samarbejder endvidere med foreningen Porch, som arbejder for børn på internettet.
Porch er en forening med det formål at beskytte børn mod seksuelle overgreb, specielt via kontakt på internettet.
Porch har anmeldt flere voksne pædofile chattere og har haft en stor andel i den ny lovgivning på området i samarbejde med Red Barnet.