
Organisationen Red Barnet i Køge har en række gode initiativer i lokalområdet, og til dem søger man nu endnu flere frivillige, der kan være med til at gøre en forskel for børn, der har det svært.
"I Køge lokalforening brænder vi for at hjælpe de dårligst stillede børn i vores lokalområde. Det gør vi, fordi alle børn har ret til en god og tryg opvækst. Hvis du vil være med til at gøre en forskel, er du er meget velkommen til at kontakte os – vi har altid brug for flere frivillige hænder," lyder opfordringen fra den lokale formand, Simone Haagensen.
"I vores familieoplevelsesklub giver vi oplevelser til børn og deres forældre, som af økonomiske, sociale eller helbredsmæssige årsager, ikke selv har overskud til at arrangere aktiviteter i en trængt hverdag. Aktiviteterne kan være alt fra madklubber til skovture, museumsbesøg og bowlingaftener. Desuden hjælper vi for eksempel med at bekæmpe mobning på skoler, institutioner, sportsklubben og andre steder i vores lokaleområde," forklarer hun.
Lokalforeningen fungerer på frivillig basis, så der er blandt andet brug for hjælp til praktisk arbejde som PR og kommunikation, fundraising og udvikling, og så er der altid brug for flere kræfter til familieoplevelsesklubben.
Læs mere om mulighederne for at blive frivillig på www.redbarnet.dk, hvor lokalforeningen i Køge også præsenterer sit arbejde.