
Randers' håndboldkvinder er i hvert fald indtil onsdag aften blandt de otte hold, der ligger på en slutspilsplads i kvindernes bedste håndboldrække.
Med en 21-20-sejr på udebane over bundholdet Ringkøbing hopper Randers forbi Silkeborg-Voel og op på ottendepladsen.
Kampen i Ringkøbing var den første i HTH Go Ligaen siden midten af november, hvor ligaen gik på pause på grund af VM-slutrunden i december.
I første halvleg havde Randers HK overtaget, men da cheftræner Niels Agesen så randrusianernes forspring skrumpe fra 11-7 til 11-9, tog han en timeout for at få justeret sit forsvar.
Det så ud til at være en god beslutning. I halvlegens sidste fem og et halvt minut scorede Ringkøbing kun en enkelt gang. Dermed kunne Randers HK gå til pausen med en føring på 13-10.
I begyndelsen af anden halvleg så Randers ud til at løbe fra hjemmeholdet, men efter at have ført 16-12 begyndte hjemmeholdet at hale ind på kronjyderne.
Forspringet blev spist lidt efter lidt, og Ringkøbings Jane Mejlvang kunne udligne til 19-19 med tre minutter tilbage af opgøret.
Comebacket skulle dog vise sig at være forgæves. Randers-scoringer af Cecilie Hansen og Clara Monti fik ikke et tilstrækkeligt modsvar, og så kunne Randers tage to point med hjem.
– Vi havde nogenlunde styr på det, men vi lavede for mange tekniske fejl. Første halvleg var godkendt, mens der gik lidt nerver i den i anden halvleg, siger Randers-træner Niels Agesen til TV2 Sport.