Publikum er en del af showet

Tre tekniske talenter står bag et audiovisuelt koncept til weekendens STØJ

Hans Pedersen

Klaverfabrikkens elektroniske festivaldag, STØJ, vil ud over musik indeholde et audiovisuelt koncept.

Og i år gør de brug af tre unge tekniske talenter: nemlig Kristian Rømer og Lasse Munk fra Sonic College i Haderslev og Sebastian Rønde Thielke fra Royal College of Art i London. De studerer til daglig interaktions- og lyddesign.

Lasse fik den utaknemmelige opgave at forklare de tekniske detaljer til den knap så tekniske journalist.

"Vi vil gerne gøre publikum til en aktiv del. Vi vil gerne trække dem med helt op til scenekanten," siger Lasse.

Det sker blandt andet ved, at sætte et kamera op der filmer publikum, og optagelserne bliver herefter kastet op på scenen som en slags levende kulisse.

Drengene har også bygget en trappe, der skal fungere som en slags hvilested under koncerterne. "Men når man går op på trappen, sker der noget, men hvad vil vi ikke afsløre her, det må man selv komme og opleve på lørdag," lyder det fra drengene.

De kreative og teknisk begavede gutter har brugt 2 uger på planlægning, og dertil kommer en måneds iscenesættelse.

Oplev resultatet nu på lørdag den 18. august, når Klaverfabrikken byder indenfor til årets STØJ. Dørene åbnes klokken 16. Se hele programmet via dette link: http://www.klaverfabrikken.dk/undersider/kalender_detail.php?kalID=273