PRO udstiller på Annaborg

Kunstnersammenslutningen PRO udstiller i Hillerød Kunstforenings regi frem til 15. november

Så er det efterår! Og tid til at se på kunst!

Sådan indleder Hillerød Kunstforening begejstret en pressemeddelelse om den store efterårsudstilling på Annaborg i Hillerød.

Udstillingen bliver en fremvisning af kunstværker direkte fra kunstnernes atelierer. Der vil således være værker, som imødekommer genkendelsens glæde, og andre værker, som præsenterer nye sider, måske til undren eller forbavselse.

Titlen på udstillingen "PRO Intime" refererer flertydigt: Det kan være, at det er mindre værker, der kræver nærvær og intimitet, hvilket også harmonerer med lokalernes beskaffenhed og størrelse. Så mødet med den enkelte kunstners værker gør udstillingen intim. Resultatet er forhåbentlig bevægende, indsigtsfuldt, kærligt og åbent, lyder det fra arrangørerne.

Traditionen tro vil Karsten Vogel, PRO's musikalske medlem, uropføre et kompositorisk musikstykke med sin saxofon i front af en gruppe særligt udvalgte musikere – hvor præsentationen vil ske i forbindelse med ferniseringen.

PRO dækker hele Danmark – Kunstnerne kommer fra København, Sjælland, Fyn/Langeland, Jylland og Fanø samt Paris.

PRO blev stiftet i 1962 og har derfor eksisteret i 53 år.

PRO har i år fundet en række spændende yngre kunstnere, som man glæder sig til at samarbejde med.

På Annaborg er det Marie-Louise Exner og Steen Rasmussen. Øvrige udstillere er Annette Juel, Bent Hedeby Sørensen, Claus Bojesen, Gunnar Bay, Hans Kjær, Hans Tyrrestrup, Jette With, Jon Gislason, Tine Hind og Torben Heron samt musiker og komponist Karsten Vogel.

Der er fernisering torsdag den 8. oktober kl. 19.30. Alle er velkomne.

Åbningstalen holdes af viceborgmester Kirsten Jensen, og Gunnar Bay vil fortælle om kunsten og kunstnerne.