
– Vil du tjene 10.000?
Sådan indleder John Harmsen et opslag på Facebook, som han lagde op i sidste uge.
John Harmsen er privat bilist og foredragsholder i firmaet merearbejdsglæde.dk og kører cirka 60.000 kilometer om året.
Han er træt af at skulle holde øje med, om der står folk oppe på de motorvejsbroer, han kører under, og om de skal til at kaste en sten ned på vejen.
Derfor tilbyder han 10.000 kroner til den person, der kan give politiet oplysninger om, hvem der står bag den seneste tids episoder med stenkast mod kørende biler.
– Det er til dels, fordi jeg ikke har lyst til at få en sten i hovedet.
– Den anden grund er, at jeg synes, at vores samfund har udviklet sig lidt skævt.
– Det skal forstås på den måde, at der er en mangel på respekt for andre mennesker, når man står oppe på broer og kaster sten efter biler eller løsner hjulboltene på vores biler, siger John Harmsen.
Hans opslag på Facebook er indtil videre blevet delt næsten 57.000 gange. Adskillige personer har ifølge John Harmsen tilbudt at lægge flere penge oveni i de 10.000 kroner, han selv tilbyder.
John Harmsen understreger dog, at han ikke har startet en indsamling, og at han kun kan stå inde for sit eget bidrag.
– Jeg håber på, at jeg med en mulig økonomisk gevinst kan komme ud i nogle kroge af landet, hvor der måske sidder nogen, der ved, hvem der står bag stenkastene, siger John Harmsen.
– Det er ærgerligt, at der skal penge til, men det er desværre nødvendigt, tror jeg.
Onsdag meddelte Fyns Politi, at der fortsat er udlovet en "betydelig" dusør for oplysninger, der kan føre til opklaringen af sagerne om stenkastene.
Politiet ønsker dog ikke at oplyse det samlede beløb på dusøren, men har indgået flere individuelle kontrakter på "mange forskellige beløb", fremgår det af en pressemeddelelse.
Tidligere har der været et beløb på 250.000 kroner, men politiet afviser altså at komme med en præcis angivelse.
John Harmsens 10.000 kroner udgør ikke en del af politiets dusør.