
Gørlev/Høng:En af traditionerne i Rotary er, at man skifter præsident hvert år, således at der hele tiden sker en udvikling, både i klubben og blandt medlemmerne.
Fra 1. juli og et år frem er det således blevet Peter Joensen tur til at styre den lokale Rotaryklub igennem et nyt spændende år med virksomhedsbesøg, diverse foredrag og debatter samt sociale og kulturelle arrangementer.
Klubben mødes hver mandag på skift i Høng eller Gørlevhallen samt på Reersø Kro, hvor også især netværket blandt medlemmerne dyrkes. Rotary bygger nemlig grundlæggende på netværk og personlig udvikling, samt støtte til udvekslingsstuderende og lokale/globale velgørende formål.
Skulle man være interesseret i at blive en del af en verdensomspændende organisation med over 1,2 mill. medlemmer, kan man møde sin lokale Rotayklub på Folkemødet Kalundborg i Høng ved Høng Centeret lørdag den 28. august, hvor folkemødet afvikles mellem klokken 10 go 16.