Potentialeplan bakker os jo op

Melbylejren fremhæves jo i rapporten, mener støttegruppes formand efter offentliggørelse af potentialeplan for Liseleje – kommunen vil se bort fra anbefalinger i planen

Foto: Jens Patrick Thiede

TURISME "Visionsløst!"

Så hård er dommen fra Melbylejrens Venners formand, Alice Skaubye, da avisen forelægger hende kommunens administrations forslag om at se bort fra den netop offentliggjorte potentialeplan for Liselejes specifikke anbefalinger om Melbylejren.

Administrationen slår fast, at dette skal ske i lyset af, at Melbylejrens fremtid pt. er uafklaret, idet stedet er luknings- og nedrivningstruet.

Visit Nordsjælland har netop sammen med turismeaktørerne i Liseleje offentliggjort en potentialeplanen for Liseleje, og her nævnes Melbylejren hele 15 gange som potentiel skueplads for turisme og aktiviteter.

Her følger en række uddrag om ideer til Melbylejrens brug fra potentialeplanen:

"I Melbylejren er nye aktiviteter med til at opdyrke nye turismegrupper, og bylivet er opblomstret."

"Aktiviteter henvendt til børnefamilier i Melbylejren."

"Naturskole i Melbylejren."

"Tænk Melbylejren ind som et udflugtsmål og anker for ture mod øst."

"Inviter de besøgende ind i Melbylejren med et bredt udbud af aktiviteter, der både henvender sig til hygge-, familie- og kulturturisten."

"Lad Melbylejren danne ramme for de fællesskaber der opstår, når man holder ferie i Liseleje, og gør det også attraktivt for forskellige foreninger, at leje sig ind."

I planen fremhæves det, at events og arrangementer i lejren skal varetages af frivillige, turismeaktører i Liseleje og lokale sportsforeninger.

Forelagt potentialeplanens omtale af Melbylejren som delvist omdrejningspunkt for diverse turist- og fritidsaktiviteter i lejren, siger Alice Skoubye:

"Et politisk flertal i kommunen har ingen visioner om turismen. Omtalen af Melbylejren i planen viser jo, at lejren repræsenterer det hele inden for turisme."

"Vi er allerede booket helt frem til den 30. juni i år med arrangementer som bryllupper og konfirmationer, så vi håber, vi får lov at køre det hele færdigt, selvom jeg er nervøs for, vi kan blive opsagt før tid…"