Postbud påkørte schweizer

Igelsø: Lørdag ved 8-tiden overså et 26-årigt postbud en bil, der holdt på Ringstedvej og skulle svinge til venstre ad Tjørnedevej ved Igelsø.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har postbudet forklaret, at han blev blændet af solen og ramte derfor den holdende bil, som blev ført af en 58-årig mand fra Schweiz.

Der blev sendt en ambulance til stedet, men politiet oplyser, at der ikke skete nogen personskade.