Det skal ikke automatisk føre til en politianmeldelse, hvis der fremover bliver lækket oplysninger fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Medlemmerne af nævnet takker nej til forsvarsminister Søren Gades (V) tilbud om, at melde alle lækager til politiet.
– Det er ikke en idé, jeg synes om. Vi kan ikke have politiet løbende herinde i tide og utide. Jeg vil i hvert fald ikke svare på sådan noget. Så kan man jo anmelde mig, og så må vi se, om Folketinget vil ophæve min parlamentariske immunitet. Det er et meget, meget stort projekt. Og det vil ikke føre til noget som helst, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
Søren Gades forslag kommer i kølvandet på den såkaldte Gade- eller Winthergate-sag, hvor forsvarsministerens spindoktor, Jacob Winther, anklages for i 2007 at have lækket oplysningen om, at jægerkorpset skulle sendes til Irak. Både Søren Gade og Jacob Winther afviser anklagen. Selv om forsvarsministeren i stedet har rettet skytset mod Udenrigspolitisk Nævn – som han mener lækker – har han dog erkendt, at i denne sag kom lækagen i første omgang ikke fra Nævnet.
Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, kalder Søren Gades forslag for "noget pjat".
– Det er en umuligt opgave at give politiet. Forsvarsministeren må i hvert enkelt tilfælde vurdere, om en lækage er så alvorligt, at han mener, at den må anmeldes til politiet, siger Frank Aaen.
Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Gitte Lillelund Bech (V), understreger, at det i givet fald er nævnet selv som skal bede forsvarsministeren om den nye ordning. Og den ordning mener hun ikke, at der er brug for.
– Personligt synes jeg ikke, at der nogen grund til at ændre det, for vi har diskuteret det tidligere uden at komme frem til, at det var nogen god idé, siger hun.