Politiker skaber frygt blandt køkkenansatte

Foto: Thomas Jensen

En udtalelse fra byrådsmedlem Hans Henning Bjørnsen (V) ved et borgermøde i sidste uge i Skibby har skabt frygt for fyringer af 40 køkkenansatte på kommunens ældrecentre i forbindelse med udliciteringen af den kommunale madproduktion. Ifølge politikeren selv er der tale om en fejlfortolkning. Formanden for Kost- og Ernæringsforbundet i Region Hovedstaden, Alice Linning, raser over udmeldingen fra Venstre-politikeren, som den blev hørt af køkkenansatte. "Køkkenerne er sendt i udbud fra januar af. Det kunne ligne en skjult politisk belsutning, hvis man på forhånd havde besluttet sig for at slippe af med de offentlige køkkenansatte, og vælge en privat løsning. Det ville være en urimelig behandling over for medarbejderne i køkkenerne," mener Alice Linning. De ledende økonomaer på de fem ældrecentre i kommunen er blevet pålagt af byrådet til at se på, om den offentlige madproduktion kan gøres billigere, mens udbuddet på fem delområder – skolemad, cafédrift, madudbringning til ældre, døgnkost til plejeboliger og mad til vuggestuer og børnehaver kører indtil den 3. marts i år.