Politiet vil patruljere mere efter skyderi i Brøndby

27-årig mand blev såret lørdag aften. Københavns Vestegns Politi gentager appel om hjælp til opklaringen.

Efter et skyderi i Kisumparken i Brøndby lørdag vil politiet patruljere mere i området for at skabe tryghed.

Desuden søges vidner, efter at en 27-årig mand blev ramt af skud, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.

Det var lørdag ved 18-tiden ud for nummer 111, at manden blev ramt, oplyses det.

Endnu har ingen reageret på politiets opfordring fra sent lørdag aften om at henvende sig, hvis man var vidne til hændelsen, lyder det fra vagtchef Brian Holm søndag formiddag.

Politiet gentager appellen til eventuelle vidner og håber på at få flere oplysninger om sagen.

– Vi kommer også til at have tryghedsskabende patruljer i området hele dagen, siger vagtchef Brian Holm.

Den sårede mand har søndag formiddag ikke ikke været afhørt.