
Sydøstjyllands Politi forstærker nu jagten på den sidste af de tre mænd, der mandag eftermiddag stak et kærestepar ned på Fredericia Banegård.
Nu beder politiet offentligheden om hjælp til at finde den 32-årige Jon Bierfreund Breum fra Middelfart, som det trods intensiv efterforskning ikke er lykkedes at finde. Han betegnes som ekstremt farlig.
To mænd på 26 og 29 år er fængslet i sagen. De er sigtet for forsøg på manddrab.
De tre mænd gik mandag eftermiddag til angreb på parret på banegården. Manden blev stukket i armen, låret og hovedet, mens kvinden fik to knivstik i lysken.
Grundlovsforhøret af de to anholdte foregik for lukkede døre. Derfor vides det ikke, hvad der udløste volden. Men tilsyneladende kender parret voldsmændene, som de har et udestående med.
Jon Bierfreund Breum beskrives som 187 centimeter høj og kraftig til muskuløs af bygning. Han har grønne øjne og er karseklippet eller skaldet.
På grund af hans farlighed indskærper politiet, at folk ikke selv henvender sig til manden, men i stedet for ringer til politiet på telefon 7258 9996.