Fire mænd varetægtsfængslet for vold mod indsat i Storstrøm Fængsel

Fire mænd er blevet varetægtsfængslet for overfald på på 30-årig indsat i Storstrøm Fængsel søndag.

Politi: Fange i Storstrøm Fængsel blev forsøgt dræbt

Politiet har anholdt fire indsatte i fængsel og sigtet dem for forsøg på manddrab.

Foto: kriminalforsorgen

Fire mænd er ved et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger for et overfald på en 30-årig indsat i Storstrøm Fængsel søndag. De fire mænd er fængslet for kvalificeret vold.

Det fortæller politikommissær Bo von Würden til Ritzau.

I første omgang forsøgte politiet at få de fire mænd fængslet for drabsforsøg, og hvis ikke mistanken rakte til den paragraf, ville politiet påstå, at der var tale om vold af særlig farlig karakter.

Og det blev altså den sidste påstand, de foreløbige beviser rakte til.

Politikommissæren fortalte tidligere mandag til Ritzau, at politiet fik anmeldelse om overfaldet klokken 18.22 søndag.

Retsmødet blev afviklet bag lukkede døre. Derfor ville Bo von Würden ikke at udtale sig om de nærmere omstændigheder ved overfaldet.

To af de anholdte er 20 år, mens de to andre er 33 og 35 år.

Det er ikke umiddelbart klart, hvordan de fire forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/