Politi er sjældent til stede ved tvangsfjernelser på fødegangen

Typisk vil socialrådgivere være til stede på hospitalet, når et barn, som kommunen påtænker at fjerne, fødes.

Lørdag aften blev et nyfødt barn taget fra Slagelse Sygehus af sin bedstefar. Politiet mener, at det skyldes planer om tvangsfjernelse. (Arkivfoto).

Lørdag aften blev et nyfødt barn taget fra Slagelse Sygehus af sin bedstefar. Politiet mener, at det skyldes planer om tvangsfjernelse. (Arkivfoto).

Et nyfødt barn blev lørdag aften taget fra Slagelse Sygehus af sin bedstefar. Barnet blev senere på aftenen fundet i god behold.

Politiet har meldt ud, at barnet formentlig blev taget, fordi det skulle tvangsfjernes ved fødslen. Af den grund var de sociale myndigheder med på hospitalet, og det var dem, der kontaktede politiet, da de opdagede, at barnet var forsvundet.

Sisi Ploug Pedersen, der er formand for faggruppen børn, unge og familier i Dansk Socialrådgiverforening, fortæller, at der i særlige tilfælde vil være politi til stede på hospitalet i sager om tvangsfjernelse.

– Der vil være nogle få tilfælde, hvor man af sikkerhed for sig selv og det øvrige personale har politiet med. Det er meget sjældent, at det sker, siger hun.

Typisk er det to socialforvaltere fra kommunen, der tager ud til den fødende kvinde. Kommunen har ofte en aftale med hospitalet om, at det skal give besked, når fødslen er i gang.

– Så afventer de fødslen, og så vurderer man, hvornår det er hensigtsmæssigt at tage på hospitalet, forklarer Sisi Ploug Pedersen.

Forældrene til barnet har som udgangspunkt været i kontakt med kommunen op til fødslen og er klar over, at den påtænker at fjerne barnet.

Efter fødslen får forældrene mulighed for at overlevere barnet frivilligt.

– Så går man ind til forældrene og forelægger dem igen vurderingen om, at barnet skal anbringes.

– Så spørger man forældrene, om det er noget, de vil gå med til – altså en anbringelse med samtykke. Hvis de ikke vil gå med til det, så er det anbringelse uden samtykke, siger Sisi Ploug Pedersen.

Formelt kan der først træffes en beslutning om tvangsfjernelse, efter at barnet er født, og det er børne- og ungdomsudvalget i den pågældende kommune, der skal træffe den afgørelse.

Hvad de nærmere omstændigheder i sagen fra Slagelse Sygehus er, står endnu uklart. Bedstemoren og bedstefaren bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Moren til barnet blev også anholdt, men er ifølge en advokat tilsyneladende blevet løsladt igen, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/