
De har godt med succes for tiden, Raklev GI's bedste fodboldkvinder.
I lørdags sikrede de sig med en sikker sejr over Heimdal oprykningen til 1. division, og nu står der også pokalsucces på menuen.
I tredje runde af kvindernes landspokalturnering, 3F Cup, havde Raklev således besøg af Kildemosens Boldklub fra Odense, og den kamp endte med Raklev-sejr på 3-1 efter 2-1 ved pausen. Raklev trådte ind i landspokalen i anden runde og slog der Sorø fra sjællandsserien med 4-1.
Mod de fynske gæster scorede Charlotte Olsen til 1-0 og Mette Fisker til 2-0, mens Mette Larsen slog sejren fast med sit mål til 3-1 efter pausen.
Kildemosens Boldklub er nedrykker fra danmarksseriens pulje 2, og pokalkampen i det hele taget ingen stor oplevelse.
– Jeg må sige, det var en stille, rolig og harmløs omgang pokalfodbold. For os var det virkelig »dagen derpå« ovenpå oprykningen til 1. division, siger Raklev-træner Kim »Lunde« Nielsen.
Fjerde runde i landspokalen spilles 12. august, og den ligger godt i forhold til turneringsstart.
– En uges tid før, så det er jo en rigtig god træningskamp at få. En træningskamp, der gælder noget, det er bare alletiders, siger Kim »Lunde« Nielsen.