I begyndelsen spillede færøske Stanley Samuelsen popmusik og sang om den første forelskelse. Men nu hvor sangeren fra Birkerød har rundet de 60 år, er det dybere temaer, der præger hans nye album, 'Alle hjertets sange', som netop er udkommet.
"Jo ældre man bliver, jo mere går det i dybden, og man får et andet forhold til kærligheden, livet og døden," siger Stanley Samuelsen, der allerede i 60'erne var en anerkendt guitarist og sanger på Færøerne.
Stanley Samuelsen er født på Færøerne, men har boet i Danmark siden 1970.
'Alle hjertets sange' er hans fjerde solo-plade, men det første 100 procent dansksprogede album. På albummet præsenterer Stanley Samuelsen folkekære, færøske digtere oversat til dansk af digteren Gunnar Hoydal.
"Det er digte, som går i dybden på mig selv, og derfor kan jeg blive ved med at spille disse sange, selvom det er gamle tekster fra en fjern tid," siger musikeren.
Albummet 'Alle hjertets sange' indeholder 13 numre og kan blandt andet købes på www.tutl.com samt via iTunes.
Læs mere om musikeren på www.stanleysamuelsen.dk.