
På papiret lignede det på forhånd en klar Odense-sejr, og sådan var virkeligheden også på banen, da de fynske håndboldkvinder tog imod Vendsyssel i Bambusa Kvindeligaen.
Odense vandt 29-19 efter en pauseføring på 15-8 og stryger op på andenpladsen et point efter førende Team Esbjerg. Odense har 24 point ligesom Viborg, men er bedst i de to holds indbyrdes regnskab.
Alt andet end en Odense-sejr havde været en mindre sensation mod Vendsyssel, der er ligaens bundprop.
Holdet fra det nordlige Jylland havde blot samlet et point i de første 12 ligakampe, og holdet fik som ventet ikke suppleret pointkontoen i denne omgang.
Odense scorede kampens to første mål, og gæsterne nåede aldrig op på siden af favoritterne igen.
Vendsyssel fulgte ellers pænt med til 9-7, men seks Odense-scoringer i træk i slutningen af første halvleg blæste enhver tilbageværende spænding ud af kampen.
Odense-træner Ulrik Kirkely fik fordelt spilletiden i sin trup, og 12 af holdets 14 markspillere kom på måltavlen.
I søndagens anden kamp blev det til en spinkel 25-24-sejr til femteplacerede Herning-Ikast på udebane mod Randers.