“Plejehjemmet er ikke et rigtigt hjem uden familien”

Rudersdal Kommune er blandt de få kommuner, som har en pårørendepolitik. Det er vigtigt for det gode liv på plejehjemmet, mener plejecenterleder Jane Hald

Foto: Anne Dahl Kristensen

"Det handler om at få markeret, at et plejehjem ikke er en institution, men et hjem hvor man som familie kan komme på lige fod, som man gjorde, da beboeren boede i eget hjem," lyder det fra plejecenterleder for Byageren i Nærum, Jane Hald.

Udtalelsen kommer i kølvandet på den debat om inddragelse af de pårørende på landets plejehjem, som blev rejst i sidste uge.

For Rudersdal Kommune er en af de få kommuner i landet, som rent faktisk har en decideret pårørendepolitik.

DR Nyheder har lavet en rundspørge til alle landets kommuner, som viser, at det på landsplan er cirka hver femte kommune, der har en politik – eller en på vej – for, hvordan pårørende kan inddrages på plejehjemme, imens det i hovedstadsområdet gælder for fem ud af de 27 kommuner.

I Rudersdal blev den pårørendepolitik, som er gældende på plejecenteret Byageren, udarbejdet for 10 år siden. Det skete dengang i et forsøg på at lette overgangen fra egen bolig til plejehjem for både beboeren og familien.

"Der er ofte en meget stor kontrast mellem den forestilling, folk har om et plejehjem og den virkelighed, som rent faktisk gør sig gældende. Mange har opfattelsen af, at et plejehjem er en institution, og at der er grænser for, hvad familien må blande sig i. Det er ikke tilfældet. Her fortsætter man det familieliv, som man havde tidligere," fortæller Jane Hald.

Det indebærer, at familien fortsat deltager i beboerens liv. I Rudersdal Kommunes pårørendepolitik står der eksempelvis beskrevet:

"Det er naturligt, at man som familie/venner fortsætter sin hjælp til beboeren i den udstrækning, det er muligt. Det kan f.eks. være med hjælp til at købe nyt tøj, betale regninger, sørge for blomster, ledsage til kulturelle arrangementer, spadsereture eller andet."

Derfor ser plejecenterlederen det også som naturligt, at pårørende laver kaffen, når de er på besøg eller tager vedkommende med til lægen. Nøjagtig som man ville have gjort, før beboeren kom på plejehjem.

"Uanset hvor meget omsorg, vi som personale giver, kan vi aldrig erstatte den familiære kærlighed. Og ligesom vi selv gerne vil have vores ægtefælle, søn eller datter med som støtte, når vi skal have en svær besked hos lægen, så er det samme selvfølgelig også tilfældet for vores beboere. Men er der ingen familie til beboeren, tager vi selvfølgelig over," forklarer Jane Hald og fortsætter: "Beboerne her på stedet bor i egen bolig, og får hjælp til de plejeopgaver, som de ikke selv kan klare. Men vi kan aldrig gøre det til et rigtigt hjem, hvis der ikke er en familie, som kan bidrage med de familiære bånd."

I forhold til spørgsmålet om hvor meget de pårørende skal inddrages, går der en klar skillelinje mellem den personlige pleje og øvrige behov.

"Både beboer og familie kan synes, at det bliver grænseoverskridende, når vi bevæger os ind på den personlige pleje. Det er vigtigt, at man fortsat kan være forældre og børn, og for langt de flestes vedkommende er kroppen noget, som man gerne vil have for sig selv. Derfor tager vi os af den opgave," siger Jane Hald.