Planer om 10-20 spisesteder i nyt storcenter

Står det til bygherren bliver det kommende storcenter i Kokkedal indrettet med et torv med 10-20 spisesteder rundt om. "Det må ikke underminere det vi allerede har," lyder det fra udvalgsformand Lars Simonsen (R)

Foto: Peter Mailand
Står det til bygherren kommer der 10-20 nye små spisesteder og caféer i den kommende bymidte i Kokkedal.
Står det til bygherren kommer der 10-20 nye små spisesteder og caféer i den kommende bymidte i Kokkedal.

Et torv med 10-20 små spisesteder i form af pizzarier, fastfood steder, små restauranter og cafeer. Det er, hvad bygherren har planer om at opføre i den nye bymidte i Kokkedal.

Det fortæller Kristin Arendt, der er projektleder i Athena Partners og indtil sidste efterår konservativ formand for Miljø- og planlægningsudvalget i Hørsholm, og som er ved udarbejde planerne i den kommende bymidte for bygherren Nord Partneres.

"Jeg forestiller mig, at der kommer et torv med restauranter rundt omkring. Det skal være et sted, hvor man har lyst til at komme og sidde og spise efter man har været ude for at handle," siger hun.

Bag hele bymidte-projektet, der har fået titlen 'Format', står Nord Partners, der arbejder for investorerne fra UTF Invest. Ud over blandt andet biograf og hotel skal der bygges en ny bygning til Nordsjællands Grundskole og Gymnasium & HF (NGG), en international skole, ungdomsboliger, bager, kiosk og et butikscenter.

Kristin Arendt understreger, at det i øjeblikket er tidligt i processen og at ideerne på tegnebrættet stadig ændre sig. Samtidig fortæller hun, at planerne for alvor begynder at tage form i løbet af de kommende to til tre måneder.

Ifølge Kristin Arendt er der afsat omkring 2000 kvadratmeter til de 10-20 spisesteder, der bliver i størelsen mellem 50 og 200 kvadratmeter.

"Det er et spørgsmål om, hvor meget vi skruer op og ned for tingene," siger hun.

Alt i alt skal der opføres 80.000 kvadratmeter i området, hvoraf de 30.000 alene skal være til shoppingcenter.

Kristin Arendt forestiller sig et shoppingcenter med store butikker som ikke er i området i dag.

Hun understreger, at der endnu ikke er nogle aftaler på plads, men nævner butikskæder som Ilva, Silvan City, Biltema, og Power.

Ifølge Kristin Arendt, er der også afsat 1000 kvadratmeter til biograf, men præcis hvor mange biografsale, der kommer er for tidligt at sige noget om.

"Om det bliver 8, 10 eller 12, det afhænger af, hvor meget vi skruer op og ned for salene. Det er jo noget af det vi skal finde ud af i løbet af de kommende måneder," siger hun.

Fredensborg Kommune arbejder i øjeblikket på at udstikke retningslinjer for den kommende bymidte i området, og formanden for Plan-, miljø og klimaudvalget, Lars Simonsen (R), er forbeholden overfor planer om de mange små spisesteder.

"Det er vigtigt for mig, at understrege, at det, der kommer i det nye center, skal være noget vi ikke har i forvejen. Det skal ikke underminere det vi har i vores butikscentre i forvejen i Holmegårdscenteret, Nivå, Humlebæk og i Fredensborg. Jeg kan ikke umiddelbart sige om det er en god idé. Det skal vi først have undersøgt," siger han til Ugebladet.

Fredensborg Kommune forventer, at have en lokalplan klar for området i sommeren 2020.