Der bliver pakket ned og væk; julen er ovre og nytåret på vej, og dagene derimellem er frivillige i Kirkens Korshærs genbrugsforretning i Fredensborg på pletten som altid. Og de har travlt, for her skal ikke kun pakkes ned efter jul – hele butikken skal pakkes ned og flyttes et par numre hen ad gaden til større lokaler.
"Vi får mere plads til flere varer, for eksempel til børnetøj, som mange har efterspurgt," fortæller butiksleder Anne Grethe Skytte og fortsætter:
"Vi har nået et punkt, hvor vi ikke kan øge omsætningen uden at udvide. Samtidig håber vi at kunne udvide åbningstiden, så vi også har åbent om mandagen – men det kræver til gengæld, at vi får flere frivillige. Vi har desperat brug for i hvert fald en fire stykker, som har lidt timer tilovers."
Selv har Anne Grethe Skytte været frivillig i Kirkens Korshær i syv år og er glad for det gode fællesskab i butikken – og for muligheden for at hjælpe udsatte borgere.
Det samme lyder fra Eva Holm Jakobsen og Elsbeth Langager, der har været frivillige i butikken i henholdsvis et halvt og tre år.
Den sidste åbningsdag i den gamle butik er den 9. januar, og nye og gamle kunder er velkomne, når den nye butik på Lille Torv åbner den 11. februar kl. 10.