STENLØSE: Retten i Hillerød har dømt en 17-årig pige fra Stenløse for vold, efter at hun 12. januar ved tre-tiden kastede et glas i ansigtet på en tidligere veninde og fodboldkammerat.
Det skete på Diskotek Down-Town i Stenløse Centeret.
Den 17-årige og den jævnaldrende pige var begge på diskoteket. De havde været uvenner i et halvt års tid, men sad alligevel så tæt på hinanden, at en væltet vandflaske, som den 17-årige havde, førte til, at eksveninden fik en smule vand på sig. Eksveninden kastede ifølge de noget forskellige vidneberetninger sandsynligvis vand tilbage fra flasken – og den 17-årige kvitterede med enten at slå med et glas eller kaste det mod pigen, som fik flere overfladiske snitsår i hovedet, da glasset blev knust mod hendes ansigt. Efter glasset blev kastet kom det til tumult, inden en dørmænd fik skilt de to furier fra hinanden.
Begge piger var berusede, erkendte de i retten.
Den 17-årige modtog en voldsdom blot halvanden måned før den fugtige aften i januar. De tre måneders fængsel blev gjort betinget, mod at pigen udfører 60 timers samfundstjeneste og holder sig fra kriminalitet i to år. Hun skal desuden betale sagens omkostninger.