Pia Olsen Dyhr klandrer regeringen for at løbe fra aftaler

SF mener, at regeringen løber fra flere indgåede aftaler som sprøjteforbud og minimumsnormeringer.

SF-formand Pia Olsen Dyhr konfronterer statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen tirsdag eftermiddag.

Hun mener, at regeringen løber fra indgåede aftaler med partierne i Folketinget, selv om aftalerne stadig har flertal efter valget.

Konkret peger hun på aftaler om minimumsnormeringer og et sprøjteforbud ved drikkevandsboringer, som regeringen nu ikke længere vil garantere at gennemføre.

Pia Olsen Dyhr mener, der mangler ordentlighed.

– Et ord er et ord. Man kan stole på hinanden. Man behøver ikke at have ting vedtaget ved lov, for vi har nogle uskrevne spilleregler.

– Det er helt afgørende for mig, at vi bevarer det. Det er en form for ordentlighed. Som egentlig har været krumtappen i dansk politik, siger Pia Olsen Dyhr.

Ved udgangen af 2022 skulle det være slut med at bruge sprøjtegifte på marker ved drikkevandsboringer. Men regeringen vil ikke garantere, at der kommer et forbud. I stedet vil den lave en evaluering til at starte med.

Minimumsnormeringer vil stadig blive indført, men regeringen vil ikke love at bruge penge på uddannelse, som ellers var en del af aftalen.

Statsminister Mette Frederiksen mener ikke, at der er ændret noget ved denne regering.

– Der er intet ændret i den forligspraksis, der er på Christiansborg med denne regering.

– Det eneste nye er, at det her folketingsvalg var så særligt, at en række forlig er bortfaldet, fordi der ganske enkelt ikke er flertal bag dem. Det har vi ikke prøvet i samme omfang tidligere, siger hun.

Hun peger på, at de to eksempler er aftaler og ikke forlig, hvilket der gælder særlige regler for, når de skal opsiges.

Det skal ske før et folketingsvalg.

Men Pia Olsen Dyhr godtager ikke svaret uden lige.

– Når der stadig er flertal, må forudsætningen være, at det stadig står ved magt. For ellers har vi ikke nogen spilleregler med hinanden, hvis en ny flertalsregering bare kan kassere det, man gjorde tidligere.

– Vi har brug for en form for ordentlighed herinde med hinanden. Det gælder drikkevand og minimumsnormeringer, siger SF-formanden.

/ritzau/