
PFA Pension har besluttet at deltage i Amagerbankens kapitaludvidelse. Det sker kort tid efter, at storaktionær Karsten Ree har meddelt, at han nytegner sine aktier i banker.
– Under forudsætning af en samlet løsning for Amagerbanken har vi besluttet at tegne aktier i et forhold, der svarer til PFA's ejerandel i Amagerbanken, siger direktør Jesper Langmack, PFA Kapitalforvaltning.
PFA oplyser, at man som mindre aktionær i Amagerbanken principielt ikke oplyser om konkrete aktieandele, når de er under fem procent.
Salget af nye aktier i Amagerbanken løber til og med tirsdag den 7. september. Emissionen skal skaffe banken 750 millioner kroner i ansvarlig kapital, som staten har stillet krav om for at give en individuel statsgaranti.
Stadig flere forhold peger nu i retning af, at den konkurstruede bank bliver reddet. Karsten Rees nytegning af sine aktier vurderes at tilføre 300 millioner kroner.
Det kommer i kølvandet på, at Økonomisk Ugebrev har vurderet i en analyse, at det er 99 procent sikkert, at hovedstadsbanken får hentet de livsnødvendige millioner i aktiekapital.