Politiets Efterretningstjeneste deltager i efterforskningen mod flere mistænkte terrorister i Norge.
PET bekræfter nu, at Morgenavisen Jyllands-Posten muligvis var målet for gruppen.
I udtalelsen fra PET hedder det: "PETet arbejder tæt sammen med det norske sikkerhedspoliti som led i efterforskningen af den konkrete sag. En terrorhandling har efter PET's opfattelse ikke været umiddelbart forestående, allerede fordi de nu fængslede var tæt overvåget af det norske sikkerhedspoliti i tiden op til anholdelserne. Den fortsatte efterforskning i sagen tager imidlertid bl.a. sigte på at afdække forbindelser mellem de fængslede og eventuelle medgerningsmænd i Danmark eller i udlandet samt at sikre, at en eventuel terrortrussel er effektivt afværget".
Chefen for PET, Jakob Scharf, siger, at sagen viser, at Jyllands-Posten fortsat er et "prioriteret mål" for militante islamister. Efterretningstjenesten finder dog ikke grund til at hæve det nuværende trusselsniveau herhjemme.