PensionDanmark og ATP klar til havmøller

Pensionskasser som PensionDanmark og ATP er klar til at investere milliarder i danske mølleparker. Det giver vind i sejlene til Klimakommissionens anbefalinger.

ARKIVFOTO. Elbiler er fritaget for afgifter, og det skal fortsætte efter 2015. Også plug in-hybridbiler bør slippe for afgiften allerede i dag, mener Klimakommissionen. (se diverse Ritzau historier) (Foto: Preben Madsen/Scanpix 2010)
ARKIVFOTO. Elbiler er fritaget for afgifter, og det skal fortsætte efter 2015. Også plug in-hybridbiler bør slippe for afgiften allerede i dag, mener Klimakommissionen. (se diverse Ritzau historier) (Foto: Preben Madsen/Scanpix 2010)

Knap har Klimakommissionen fremlagt sit forslag om massiv udbygning af vindmøller til havs, før flere pensionskasser står klar med penge.

Det gælder PensionDanmark, som for nylig investerede 700 millioner kroner i Dong Energys havmølle-aktiviteter. Selskabet administrerer pensioner og uddannelsesfonde for næsten 600.000 medlemmer.

– Vi har sammen med Dong Energy skabt et gennembrud for, hvordan det lader sig gøre at tilføre pensionsmidler til at udbygge den grønne teknologi og samtidig sikre en god forrentning af medlemmernes pensionsopsparing, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

Klimakommissionen anbefaler, at Danmark i perioden 2015-2025 hvert eneste år opfører en havmøllepark på gennemsnitlig 200 MW, nogenlunde samme størrelse som Horns Rev 2 ud for Esbjerg. Det vil på kort sigt kræve store investeringer, men kommissionen forholder sig ikke til, hvor pengene skal komme fra.

– Med vores direkte investering i Dong Energys havmøller er vi det første investeringsselskab i Europa, der indgår et direkte partnerskab med en industriel partner. Vi vurderer, at det er vejen frem for lignende investeringer i fremtiden, siger Torben Möger Pedersen.

Også ATP er interesseret, oplyser analysechef Ole Beier Sørensen. Institutionelle investorer som ATP sidder i en nøglerolle i forhold til de enorme investeringer, som klimaforandringerne stiller os over for, siger han.

– Hvis de private investorer skal mobiliseres, er forudsætningen, at regering og folketing følger op med klare, langsigtede mål med den bredest mulige politiske fundering, understreger Ole Beier Sørensen.

ATP har allerede betydelige investeringer i grøn energi og andre klimarelevante investeringer i andre lande.

– Vi vil meget gerne spille en tilsvarende rolle i Danmark. Forudsætningen er naturligvis, at rammevilkårene er rigtige, siger ATP's analysechef.