Patrick åbner øl- og vinbar

Brødrene Skovgaard åbner baren Skänk med øl og vin i den tidligere "Bodega" på Torvet

Foto: Jens Berg Thomsen

Snart får Hillerød et gå ud-sted for voksne. På Torvet er "Bodega" lukket, og nu er en ny øl- og vinbar på vej til et lidt ældre publikum. Det er Patrick Skovgaard, der åbner det nye sted, Skänk, i samarbejde med sin bror, Claus Skovgaard.

Man kommer ikke til at finde de traditionelle fadøl på Skänk, forklarer Patrick Skovgaard.

"Det bliver de lidt mere anderledes øl. Konceptet er, at vi serverer danske specialøl," siger han.

Der bliver ti haner på den nye bar på Torvet i Hillerød. 

Aldersgruppen er 30-60-årige forklarer han.

"Men man kan selvfølgelig også være ældre eller yngre. Det er et stille og roligt voksensted," siger han.

Der ligger også en Skänk i Roskilde, og Patrick Skovgaard mener, at Hillerød trænger til et lignende sted.

"Det har været en stor succes og meget populært," siger Patrick Skovgaard.

Også i Roskilde er Skänk nabo til The Old Irish Pub, lige som han bliver på Torvet, og de to steder har haft god gavn af at ligge ved siden af hinanden, siger Patrick Skovgaard.

"Det er selvfølgelig ikke samme publikum, men omvendt kan man starte her i Skänk og så gå videre, hvis man har lyst til at danse," siger han og fortæller, at han også satser på folk, der har været til koncert et sted og har lyst til at slutte aftenen af med et glas.

Der kommer også til at være tapas-agtige serveringer på det nye sted, dog ikke decideret varm mad, men for eksempel et bræt med forskellige oste.

"Så nu håber jeg, at der er nogle, der vil drikke noget vin," siger han.

Efter planen åbner Skänk på Torvet 3. marts.