Panteren er klar til spring

Området ved Solbakken, hvor fabrikskomplekset lå, er udset til at blive et stort fritids-, idræts- og kulturområde. Arkivfoto
Området ved Solbakken, hvor fabrikskomplekset lå, er udset til at blive et stort fritids-, idræts- og kulturområde. Arkivfoto

VORDINGBORG: En komité har siden efteråret arbejdet på en vision for den forladte Panther Plast-grund på hjørnet af Solbakkevej og Københavnsvej i Vordingborg. Forleden fremlagde komitén så sit arbejde for økonomiudvalget, der indstiller til kommunalbestyrelsen, at visionen godkendes – uden i øvrigt at tage stilling til økonomien.

Visionen indeholder blandt andet et navneskift fra "Solbakken" til "Panteren" – uden h – og der lægges op til at søge om, at adressen bliver Panter Plads.

I visionen ligger, at Panteren skal være et sted for alle, både elite og folkelighed samt professionelle og amatører. Det skal skabe et møde mellem idræt og kultur, mellem unge og gamle og mellem singler og børnefamilier, ligesom der skal være plads til både foreningsaktive og mennesker uden for foreningslivet.

Området skal kunne rumme både svømmecenter, biograf og multifunktionelle faciliteter til alle former for idræt, teater og kultur, ligesom et fitnesscenter og wellnessvirksomheder kan indpasses. Der åbnes også mulighed for en mindre offentlig eller privat virksomhed eller et kontorfællesskab for små iværksættervirksomheder.

Tidsmæssigt foreslås det, at Panteren udvikles i flere faser, som strækker sig fra april i år og frem til 2025.

1. august i år står området besøgsklart med indgangsparti, cafe og omklædningsfaciliteter, og foreningerne flytter ind i de eksisterende haller.

Siden kommer søgning efter investorer eller partnere, nedrivninger og en arkitektkonkurrence, inden byggerierne skal stå færdige i 2019. I 2025 skal Panteren være blevet en integreret del af Vordingborg Kommune.