Palm ser skeptisk på boksefremtid

Hans-Henrik Palm har svært ved at se perspektiverne ved en fremtid som boksepromotor, efter at Mads Larsen lørdag tabte EM-kampen mod Brian Magee i Århus.

Arkiv, Hans-Henrik Palm har svært ved at se perspektiverne ved en fremtid som boksepromotor, efter at Mads Larsen lørdag tabte EM-kampen mod Brian Magee iÅ+rhus.
Arkiv, Hans-Henrik Palm har svært ved at se perspektiverne ved en fremtid som boksepromotor, efter at Mads Larsen lørdag tabte EM-kampen mod Brian Magee iÅ+rhus.

Mørke skyer trækker sig sammen over Hans-Henrik Palms muligheder for at etablere en karriere som boksepromotor.

Mads Larsens nederlag i lørdagens EM-kamp mod Brian Magee i Århus betyder, at Palm står uden et trækplaster, og han har selv svært ved at se lyst på fremtiden.

– Jeg havde håbet på, at vi havde fået en europamester. Så kunne man have talt med tv-stationer og set på at få lavet en længerevarende aftale. På den måde kunne man bygge på med boksere, men det er der ikke basis for nu, siger Hans-Henrik Palm, hvis EM-stævne foran cirka 3000 tilskuere i NRGi Arena blev vist på tv-kanalen 6'eren.

Et af de få danske lyspunkter ved EM-stævnet var Claus Bertino, som er i stald hos Team Palle. Sværvægteren leverede en god indsats og vandt en kneben pointsejr over den tidligere europamester Paolo Vidoz fra Italien.

Netop Claus Bertino kan komme til at lide under Mads Larsens nederlag. Ifølge Mogens Palle behøver stævnekalenderen dog ikke at blive helt tom.

– Man kan godt lave små stævner sammen med for eksempel en amatørklub, hvor man laver nogle amatørkampe, og så bygger Bertino op, så der kun er én sværvægtskamp og måske én til professionel kamp på programmet. Så må man gå ned på det niveau, siger den mangeårige promotor.