“Pænt nej tak til høje kasser”

Byen har lige haft sagen omkring Møllebro, hvor en investor satte dagsordenen. Skal det samme nu ske i den kommende bydel Favrholm, hvor en investor vil bygge tre kasser a 100 meter?

Kommunens udgangspunkt er bygninger i op til 45 meter, og dermed er der slået en streg.

Vi får et flot sygehus holdt fin og harmonisk arkitektur tilpasset området. Nu skal tre mega højhuse ikke have lov til at kaste skygge over området. Der er intet ikoniske eller spektakulært ved høje kasser ofte med grimme facader af blik eller andet billigt materiale. Kasser hvor vindturbulens sammen med skyggeeffekten skaber kedelige miljøer.

Investor henviser til Carlsberg, hvor der ved Carlsberg station er opført en …. ja undskyld mig, lortebrun kasse, hvor det kniber med udlejningen og salget af lejlighederne. Dette har bland andet medført, at flere arkitekter mener, at man skal være varsom med at opføre de yderligere 5 højhuse i området.

Jeg tænker, at mennesker gerne vil have udsyn og altaner, hvor man kan nyde udsigten over de flotte omgivelser.

Jeg håber inderligt, at byrådet fastholder den oprindelige tanke og ikke lader sig forfører, og at det kommende udvalg for byplan og arkitektur sammen med borgerne og investor få indflydelse på, hvordan den nye bydel bliver til.

Investor skal ikke alene sætte dagsordenen for denne byudvikling, hvor deres udsigt til fortjeneste kommer til at overskygge sammenhængen, kvaliteten og arkitekturen. Der skal bygges med hjerte og fornuft til og for mennesker.