Er du til motionscykling i behageligt tempo eller til lokalhistoriske oplevelser – eller måske begge dele? Allerød Kommune, Allerød Cykle Klub og Lokalhistorisk Arkiv og Forening arrangerer i fællesskab i forbindelse med 'Cyklens dag' 8. juni en cykeltur til udvalgte steder i Allerød Kommune.
Allerød Cykle Klub står for selve cykelturen og har allieret sig med en særdeles lokalhistorisk velorienteret guide; nemlig Ole Peters fra Lokalhistorisk Arkiv og Forening.
Det betyder, at turen, der tager sit udgangspunkt i Allerød Rådhus på Bjarkesvej vil gå mest til Lynge-området, og at man undervejs vil stoppe op og få svar på for eksempel: Hvorfor hedder den lokalitet nu lige det og det? Eller hvad er historien bag disse bygninger og steder?
»Du behøver ikke frygte tempoet. Turen vil være for alle, der jævnligt kører på cykel og har lyst til at køre en tur på omkring 30-35 km i løbet af cirka fire timer,« lyder det fra arrangørerne.
Vendepunktet på turen bliver sandsynligvis Bastruptårnet, hvor der udover en besigtigelse af tårnet eller rettere ruinen, vil blive lejlighed til at spise den medbragte frokost. Arrangørerne vil sørge for forfriskninger på stedet. Hjemad passerer ruten Lynge Kirke, der gemmer på flere spændende historier.
»Lige nu og her skal ikke røbes mere om selve køreturen, men blot være en opfordring til at møde op på pladsen foran rådhuset søndag 8. juni kl. 10,« lyder det fra arrangørerne, der minder om at man husker cykelhjelm.