På jagt efter udbryderkongen Pussy

Foto: , Petter Becker-Jostes, Freja Czajkowski
Flere gange var Alice Binow Christensen og Dagbladets udsendte tæt på at fange Pussy. Men hver gang undslap han.
Flere gange var Alice Binow Christensen og Dagbladets udsendte tæt på at fange Pussy. Men hver gang undslap han.

I fredags fløj den blå undulat Pussy fra sit hjem ved Taastrup Have. Den ulykkelige ejer Alice Binow Christensen bad derfor Lokalavisen om hjælp, som gik på undulatjagt i Fløng.

Det var en ulykkelig Alice Binow Christensen, der i fredags kom ind på redaktionen for at efterlyse sin undulat Pussy.

Så da flere læsere ringede ind tirsdag og fortalte, at en udmattet blå undulat hoppede rundt i Fløng, reagerede redaktionen prompte. For hvor svært kan det være at fange en træt undulat? Rimelig svært skulle det vise sig.

Den blå undulat fløj fra hjemmet ved Taastrup Have omkring 11-tiden i fredags og forsvandt over tagryggene.

»Jeg kunne høre ham, men han kom ikke tilbage, da jeg kaldte,« siger Alice, der overrasket udbryder »hold da op. Det er en lille stærk fugl«, da hun hører, at hendes undulat er fløjet helt til Fløng.

Og hun kan fortælle, at Pussy er lidt af en udbryderkonge. For da Alice fik fuglen for et års tid siden, brød den selv ud af buret.

»Den sad inde i buret, da jeg tog ud og handlede. Men da jeg kom hjem, sad han på gardinstangen i stuen,« fortæller Alice. Buret var lukket, men det viste sig, at den havde fundet en vej ud gennem fodersystemet.

Tomt bur

Med Alice og et tomt bur i bilen, satte Lokalavisen kursen ned mod stien mellem Fyrrevang og Bøgevang, hvor Pussy sidst var blevet spottet. I starten var der ikke noget spor af den blå undulat. Men så skete der noget.

En hundelufter havde netop set en blå undulat flyve forbi, og så landede Pussy tæt på Lokalavisens udsendte. Den sad ved en lygtepæl tæt ved stien og spiste en nogle frø. Lige så stille forsøgte vi at liste os ind på fuglen. Men før vi kom helt tæt på, lettede fuglen igen. Derefter gik den vilde jagt ind.

Bluser og jakker blev taget i brug. For måske kunne vi fange den ind under klædet. Gang på gang var vi få meter fra fuglen, som fik os til at løbe ind og ud af haver og over buske og hegn.

Og selvom Alice utrætteligt kaldte »Pussy, kom hjem til mor Pussy,« hjalp det lige lidt. Derfor sluttede den længere jagt desværre med, at Pussys bur endnu står tomt. Men da det virkede som om, undulaten blev i området, var June Rasmussen, en af beboerne i området, så venlig at tilbyde at holde lidt øje med fuglen.

Buret står nu i Junes have på Hovmarken 83 i Fløng. Hvis der er nogen, der spotter undulaten i området, og er så heldige at fange den, kan de enten kontakte June på 30 25 14 91 eller Lokalavisen på 31 44 21 50.

»Så håber jeg, vi fanger den, så historien kan få en lykkelig afslutning,« sagde June, inden Lokalavisens udsendte måtte vende tomhændet hjem.