Overvægtige bliver overladt til tidlig død

Langt færre bliver opereret for fedme på grund af besparelser, og det kommer til at medføre dødsfald

I år falder antallet af fedmeoperationer, og blandt de 3200 personer, som ikke får operationen, kommer anslået 128 til at lide en for tidlig død. Det skriver Politiken.

Sidste år blev over 4.000 danskere opereret mod fedme, men i år falder antallet til 800 operationer. Det kraftige fald skyldes nye regler, som Sundhedsministeriet og Danske Regioner har vedtaget for at spare fedmeoperationer væk.

I Sverige har man konstateret, at fedmeoperationen mindsker dødeligheden med 25 procent, hvis man sammenligner med en lignende gruppe svært overvægtige.

Blev de 3.200 opereret, vil 256 dø inden for ti år, hvis man overfører de svenske tal, skriver Politiken. Mens dødstallet er 384, hvis patienterne forbliver ubehandlede.

– Der er en reduceret dødelighed efter operationen, primært fordi risikoen for at få cancer og hjerte-kar-sygdom bliver mindre, når man taber sig drastisk i vægt, siger overlæge og professor ved Københavns Universitet Sten Madsbad til Politiken.

I Danmark vejer godt 594.562 personer så meget, at de i medicinsk forstand lider af fedme. Det vil sige, at de har et body mass index (BMI) på over 30. Svenske læger kan indstille til operation ved en BMI på 35.

I Danmark gælder en BMI på 50, hvilket man når, hvis man for eksempel er 1,75 høj og vejer 153 kilo.

– Vi kan ikke operere alle overvægtige, men ministeriet og regionerne har taget en beslutning, der ikke er acceptabel fra et lægeligt eller videnskabeligt synspunkt, siger Sten Madsbad.

Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder (V) vil nu samle fedmeeksperterne igen. – Der har været stor faglig uenighed, men nu samler jeg eksperterne og håber, at de vil nå til enighed om, hvad der er den fagligt rigtige grænse, siger han til Politiken.