FERNISERING: Torsdag bød Ramløse Sognelænge indenfor til en kunstnerisk godbid, med eksklusive værker af naturalismens maler Ove Kunert, et glas vin og en eksklusiv koncert med Christian Sivert, da der blev afholdt fernisering på årets sommerudstilling.
Vanen tro er det en retrospektiv udstilling med en lokal afdød kunstner, og i år er det én af de helt store fra Tisvilde, Ove Kunert.
Lokalredaktør på Frederiksborg Amts Avis, Karl Erik Frederiksen, har i flere år samlet på værker af Ove Kunert, og det er blandt disse Ramløse Sognelænge har kunnet vælge et passende udvalg til sommerens store udstilling.
På ferniseringsdagen fortalte Karl Erik Frederiksen om Ove Kunert, og hans tilknytningen til egnen – og ikke mindst sin egen passion for den afdøde kunstner. Karl Erik Frederiksen bor på Kunertsvej i Tisvildeleje i den afdøde malers hus.
Pastor Porsagers Jazzkapel var gået på sommerferie, men i stedet gav den blændende guitarist Christian Sievert en mini-koncert med improvisationer over latinamerikanske rytmer, flamenco og egne kompositioner flettet ind i hinanden på en filosoferende og eftertænksom måde.
Udstillingen kører frem til september.