Oscar Wendt klar til at snakke med FC Köln

Agent sidder klar ved telefonen, hvis Ståle Solbakken ønsker forsvarsspilleren Oscar Wendt med til FC Köln.

Det er langt fra noget særsyn, at en træner tager spillere med fra sin tidligere klub, når han skifter job. Og meget tyder på, at det kan blive en realitet i tilfældet Ståle Solbakken.

Nordmanden droppede aftalen med det norske fodboldforbund og tjansen som norsk landstræner til fordel for tyske FC Köln. Uden tvivl en stor opgave med udsigt til hård kritik, hvis det ikke lige går, som klubbens mange fans ønsker og kræver.

Har Ståle Solbakken brug for en kendt skulder at støtte sig til på træningsbanen i sit nye job, kunne det meget vel blive Oscar Wendts.

I hvert fald lader Wendts danske agent, Niclas Jensen, skinne igennem med al tydelighed, at den svenske forsvarsspiller gerne følger sin nuværende træner sydpå.

– Vi vil lytte meget seriøst til dem, hvis de kommer med et tilbud. FC Köln hører til i en stor liga med mange tilskuere.

– Det er en traditionsrig klub med en solid opbakning fra en stor fanbase. Nu er der så kommet den ekstra dimension til, at Ståle Solbakken er kommet til som træner, siger Niclas Jensen til B.T.

Et muligt skifte synes ikke mindre sandsynligt af, at Wendt går gratis rundt, fordi hans kontrakt med FC København udløber til sommer.

Samme situation gør sig gældende omkring Mikael Antonsson, og også han kan skifte kvit og frit til sommer.

Begge spillere har sagt, at de forlader FCK til sommer, og ifølge B.T. spekuleres der lige nu kraftigt i Tyskland i, at de begge kunne være med i Ståle Solbakkens kuffert, når den norske træner sætter kurs mod FC Köln.

– Man ser tit, at nye trænere tager spillere med, de kender i forvejen. Hvis Ståle Solbakken ønsker at få Oscar Wendt med sig, så vil vi kigge ordentligt og seriøst på det, siger Niclas Jensen til avisen.

Oscar Wendt har spillet i FC København siden 2006. Mikael Antonsson har spillet hos de danske mestre siden 2007.