Partier fra begge fløje af oppositionen kræver et nationalt forbud mod skadelige PFAS-stoffer i forbrugerprodukter.
Men Enhedslistens forslag, som får støtte fra SF, De Konservative, Dansk Folkeparti, Alternativet, Nye Borgerlige og De Radikale, afvises af regeringen.
Det er ikke muligt, lyder svaret fra miljøminister Magnus Heunicke (S), som sætter sin lid til EU, hvor en høring om et forbud mod PFAS er sat i gang.
– Vurderingen fra Miljøministeriets side er, at overordnet set vil det ikke være muligt at lave sådan et nationalt forbud mod alle PFAS-stoffer, før et EU-forbud træder i kraft, siger Magnus Heunicke (S) i folketingssalen.
PFAS er en gruppe stoffer, der er kendt som evighedskemikalier, da de ikke umiddelbart nedbrydes i naturen.
Nogle af stofferne, som findes i titusindvis af varianter, vides blandt andet at kunne give skader på immunsystemet og nedsætte fertilitet.
Det er ikke første gang, at en dansk regering henviser til EU-sporet i spørgsmålet om de sundhedsskadelige flourstoffer.
I 2005 spurgte Per Clausen (EL) daværende miljøminister Connie Hedegaard (K), som svarede, at hun ville "fastholde presset" på EU-Kommissionen om snarest at fremlægge forslag til en regulering af flourstoffer.
– Det store spørgsmål er, hvor lang tid vil man bruge på nogle stoffer, som man ved, skal forbydes. Jo før, jo bedre. Hvor lang tid skal befolkningen undgælde, før det bliver forbudt? Hvor mange flere skal blive syge, spørger Søren Søndergaard (EL) under debatten i Folketinget torsdag.
I år har EU så sat en proces i gang, så et forslag, som Danmark sammen med blandt andet Tyskland og Holland har presset på for, er sendt i høring.
Enhedslistens forslag går på to ben, forklarer Søren Egge Rasmussen, medlem af Miljø- og Fødevareudvalget: Partiet ønsker, at Danmark skal gå hurtigt frem med et forbud, men partiet ønsker også et forbud på EU-plan.
– Det lyder lidt som om, at regeringen ikke er helt klar til at tage hele pakken med. Det er som om, at undertonen er: Lev med det, og dø af det, siger Søren Egge Rasmussen.
Miljøministeren begrunder afvisningen af et bredt nationalt forbud med, at det vil være umuligt at gøre det ordentligt og efter "god forvaltningsskik".
Det skyldes ifølge Heunicke, at stofferne findes i både stor og ekstremt lille målestok i et hav af produkter, som produceres i andre lande.
Derfor vil et dansk forbud heller ikke gøre indtryk hos de store producenter, for hvem hele verden er deres marked. Det vil EU derimod.
– Så stort et marked som EU kan man ikke se bort fra. Jeg er ikke sikker på, at Danmarks seks millioner indbyggere er nok til at ændre så store produktionskæder, som vi har med at gøre, siger Heunicke.
/ritzau/