Julen er båret af traditioner og historie, og Hørsholm Egns Museum vil skabe en gammeldags jul for de besøgende, så man kan komme i ægte julestemning og samtidig lære om julens historie.
Museets gamle julekane står pyntet og klar ved Stolbergstøtten, så måske er det her årets julefoto skal tages?
Det er tanken, at museet hvert år fremover vil belyse forskellige sider af julens kulturhistorie. Temaet i år er H.C. Andersens jul, hvilket især skyldes, at den verdenskendte forfatter elskede julen og var med til at gøre den helt eventyrlig. Det var H.C. Andersen, der opfandt det flettede julehjerte. På museet kan man prøve at gøre H.C. Andersen kunsten efter.
Historiefortælleren Kisser kommer og genfortæller nogle af H.C. Andersens vintereventyr for børn og barnlige sjæle. Og i en af museets gamle stuer vil man kunne se et juletræ, der er pyntet som i sidste halvdel af 1800-tallet. Dengang skulle træet 'spises', og derfor er træet pyntet med æbler, honningkager og sukkerstænger, og i toppen af træet troner en nisse. Man kan også se legetøj hænge på træet, for dengang var det skik at hænge gaver direkte på juletræet.
Museet har gratis adgang. gs